Taler du fagsprog til en 5-årig?
Det gør vi næsten alle sammen indimellem – i overført betydning altså.
Vi overkommunikerer, kommer med for mange fakta og budskaber til en modtager, der slet ikke er i den rigtige hjernemode. Vi glemmer, at det ikke er nok at forklare noget godt.
Det skal se spændende ud og være nemt at afkode – ellers er din modtager videre, før du når til pointen.
Og her kommer det visuelle udtryk ind i billedet. For design handler ikke kun om æstetik. Det handler om at få dit budskab igennem hjernens støjfilter. Derfor er grafisk design og visuelt design en vigtig del af din kommunikation – uanset om du arbejder med branding, markedsføring eller strategi.
Vi er ikke så rationelle, som vi tror
Du og jeg – og dine kunder – er ikke så rationelle, som vi gerne vil tro.
Den nobelprisvindende psykolog Daniel Kahneman har beskrevet to systemer i hjernen, som styrer, hvordan vi opfatter verden og træffer beslutninger: System 1 og system 2.
Hvis du vil kommunikere effektivt, skal du forstå, hvem af dem du taler til.
🌟 System 1 – Den hurtige intuitive autopilot
System 1 er hurtigt, automatisk og styret af følelser. Det er her, vi reagerer uden at tænke os om – baseret på intuition, mavefornemmelser og erfaring.
System 1 er altid tændt. Det hjælper os med at navigere i hverdagen uden at bruge unødig energi. Når du fx scroller gennem LinkedIn, beslutter du med system 1, om du gider stoppe op og læse. Du vurderer lynhurtigt: Ser det spændende ud? Er det relevant? Er det til at overskue?
Designet – det visuelle udtryk – er her altafgørende. Hvis det virker rodet eller uoverskueligt, hopper system 1 hurtigt videre.
🧠 System 2 – Den langsomme og rationelle
System 2 er langsomt og kræver koncentration. Det er her, vi tænker os om, vejer for og imod og tager gennemtænkte beslutninger. System 2 bliver aktiveret, når noget fanger vores opmærksomhed nok til, at vi stopper op og engagerer os.
Men system 2 kræver energi – og den energi sparer hjernen helst på. Faktisk bruger vi system 1 i op mod 90 % af tiden. Det er smart nok fordi vi mennesker bliver bombarderet med input konstant. Det er derfor, det er så vigtigt, at dit visuelle udtryk hjælper med at fange opmærksomheden.
Tal til system 1 – så skal system 2 nok lytte med
System 1 fungerer lidt som en 5-årig: Det er utålmodigt og let at distrahere. Derfor skal din kommunikation være tydelig og nem at afkode hvis dit budskab ikke skal gå tabt.
Den gode nyhed er at du kan fange system 1’s interesse ved fx at bruge grafik og billeder, da det er hurtigt og nemt at afkode.
Så hjernen får lyst til at ”kalde på en voksen”, aka system 2, og at involvere og engagerer sig i dit budskab.Når du kommunikerer, skal du først og fremmest fange system 1’s opmærksomhed. Det gør du ved at gøre det nemt og interessant at afkode dit indhold.
Her spiller grafisk design og visuelle virkemidler en nøglerolle:
-
Brug tydelige overskrifter og hierarkier
-
Skab luft og overskuelighed
-
Brug grafik, billeder og farver til at lede blikket
-
Gentag vigtige pointer i både tekst og grafik
-
Sørg for, at budskabet kan forstås hurtigt og intuitivt
Når system 1 siger “hov, det her ser interessant ud”, så er hjernen klar på at gå videre til system 2. Og så er du godt på vej til at engagere din modtager.
Design er ikke bare pynt – det er kommunikation
Jeg møder stadig forestillingen om, at design “bare er noget med farver og fonte”. Men grafisk design er et strategisk værktøj. Det handler ikke om at larme – men om at skabe klarhed, tillid og interesse fra første øjekast.
Uanset om du skal designe en kampagne, en præsentation eller en ny visuel identitet, er det vigtigt at tænke i hjernesystemer. For hvis ikke din kommunikation er indrettet til hjernen, så risikerer du, at den slet ikke bliver hørt.
Vil du have sparring på dit visuelle udtryk?
Jeg hjælper små og mellemstore virksomheder med at styrke deres branding og grafiske design – så de rammer plet hos deres målgruppe.
💬 Lad os tage en uforpligtende snak, hvis du vil høre mere.